
ERIK BERTELSEN OG DE JYSKE FARVANDE
I Vestjylland synger vi Blæsten går frisk over Limfjordens vande, som var det vores nationalsang. Den hylder fjorden og dens folk; den når derind hvor selv den sejeste jyde kan synge med om at elske og længes. Men hvor mange ved at digteren, Erik Bertelsen, har udgivet en række digtsamlinger, og kun få af dem levendegjort i musik?
Det er disse vestjyske historier, der er udgangspunktet for en ny koncertforestilling.
Erik Bertelsen (1898-1969) voksede op i Harboøre som søn af en fisker. Han skrev en lang række romaner – trilogien Harboør Folk som den mest kendte – og fire mindre kendte digtsamlinger. Hans værker kredser om det praktiske liv i disse, de yderste egne af Danmark. Digtenes tone er rolig og realistisk; de rummer både tragiske historier, portrætter og stemningsbilleder med iagttagelser af tidernes skiften. Bertelsen blev ikke fisker som sin far, men forholdet til det vestjyske farvand og digterens bestræbelse på at blive fortrolig og forsonet med det, er centralt i digtene. Forestillingen Blæsten er en fortsættelse - en fornyelse - af hans opdagelsesrejse udi det nære men ufatteligt store.
I sommeren 2020 var komponist og musiker, Niels Ørts Ottosen der selv er født og opvokset i Vestjylland, på sejltur på Limfjorden med træskibet Bona Gratia - og fandt én af disse digtsamlinger i et antikvariat i havnebyen Skive. Det blev begyndelsen på projektet, og siden er musikken og idéerne vokset frem. Vi er nu et team på fem musikere samt en flok kreative mennesker, der sammen skaber Blæsten.
DE MEDVIRKENDE

Marika Thinggard
Andersen. Musiker


Marte Schau Musiker, performer


Niels Ottosen
Musiker, komponist
Producent


Mads Beldring
Musiker
Bjarne B. Stendahl
Dramaturg, producent
Peter Smith.
animator
Rasmus Ask
Instruktør